lørdag, april 30, 2005

Evolution og creationisme

Hør Massimo Pigliucci (en af mine helte) diskutere evolution med creationisten Robert Allen i programmet: Did Humans Evolve From Other Species? på infidelguy. De to kommer langt omkring, og Massimo vinder efter min mening stort på point og er også lige ved at knockoute sin modstander flere gange.
Programmet udstiller glimrende hvordan creationister fordrejer eller nægter at acceptere selv meget veletableret videnskabelig evidens om evolution (fra dateringsmetoder til genetiske analyser) til fordel for den vanvittige historie, som bibelen fortæller.

torsdag, april 28, 2005

Hvad er forskellen?

Hvad er forskellen på at tro på julemanden og at tro på gud? De fleste mindre børn tror på julemanden fordi deres forældre bilder dem ind, at der findes sådan et væsen, og fordi han giver en forklaring på og garanti for, at der dukker julegaver op under træet. Men hen ad vejen blegner troen på julemanden. Man begynder måske at undre sig over, hvordan rensdyrene kan flyve, eller hvordan julemanden kan nå rundt til alle jordens børn på en enkelt nat, og man får på et tidspunkt en grum mistanke om, at det er ens mor og far, der sørger for det der med gaverne. Man indser kort sagt, at der ikke rigtig er noget der støtter teorien om julemanden og at der er enklere og langt mere sandsynlige (naturalistiske) forklaringer på julegavernes opdukken.
En del børn tror også på gud, fordi deres forældre bilder dem ind, at der findes sådan et væsen, og gud er jo også leverandør af forklaringer og garantier, endda med større kompetence end julemanden, fordi guds superkræfter er endnu mere fantastiske (læs: usandsynlige).
Det paradoksale er nu, at en del af de mennesker, som - af gode grunde - mister deres barnetro på julemanden, nægter at slippe troen på gud. De klynger sig også i voksenlivet til troen på gud, selvom der ikke er noget der støtter teorien og selvom der findes langt enklere og mere sandsynlige (naturalistiske) forklaringer på verdens indretning og tildragelser.
Hvorfor er det sådan? Og hvorfor regnes gudstro generelt for ophøjet, fint og intellektuelt og i disse tider sågar lidt cool, mens julemandstro afvises som infantilt pjat? Hvad er forskellen? Spørgsmålet er uhyre banalt, men jeg har aldrig hørt et fyldestgørende svar på det.
Måske er forklaringen, at der er en irrationel brist i den menneskelige psyke, som det klart blev set og udtrykt af propagandaminister Goebbels: "Jo større en løgn er, jo mere vil den blive troet"?

torsdag, april 21, 2005

Den nye pave og moralen

Den nye pave er i moralspørgsmål åbenbart lige så konservativ, absolutistisk og ude af trit med virkeligheden som den gamle. Læs Julian Bagginis artikel i the Guardian om pave BenedictXVI og moral.
Men heldigvis er der jo ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Jo mere den katolske kirke fastholder sin dogmatiske og menneskefjendske indstilling til f.eks. prævention, abort, sex før ægteskabet o.s.v., jo færre mennesker vil kunne tage den alvorligt. For eksempel bliver kirkens vanvittige afvisning af prævention, der jo som bekendt også inkluderer brug af kondom som beskyttelse mod HIV og andre kønssygdomme, ikke taget alvorligt af mange katolikker i sydeuropa. Italien har en af Europas laveste fødselsrater, men mon det dog skyldes, at italienerne er specielt afholdende?
Forleden sammenlignede Mikael Rothstein i øvrigt på P1 den gamle pave med ayatollaherne i Iran, mens Søren Krarup i weekendavisen roste ham for at have stået fast på sine moralske værdier. Man undres bestandigt!

torsdag, april 14, 2005

Aktiv dødshjælp

De fleste er enige om, at alvorligt syge og lidende kæledyr bør aflives, og det betragtes som dyreplageri, at lade dyrene lide unødigt. Mennesker, som er alvorligt syge og lider, kan derimod ikke få hjælp til at afslutte deres lidelser og dø, selvom de beder om denne hjælp. Aktiv dødshjælp er strafbart i Danmark.
Debatten om aktiv dødshjælp eller eutanasi, som nogle foretrækker at kalde det, har kørt et stykke tid i USA på grund af Terri Schiavo sagen, og den er også blevet taget op herhjemme bl.a. på P1, hvor for eksempel Etisk råds formand Ole Hartling er blevet interviewet om sagen. Etisk råd er imod eutanasi og giver en række begrundelser her.
Jeg har meget svært ved at se, at der kan gives så tungtvejende rationelle begrundelser for at forbyde mennesker at få deres sidste ønske om aktiv dødshjælp opfyldt, at de kan legitimere annulleringen af folks ret til at bestemme over deres eget liv og dermed også deres egen død. Ja, rent ud sagt mener jeg, at det er moralsk forkasteligt at fratage folk denne ret.
Nogle af Etisk råds begrundelser er da også helt irrationelle, idet de i høj grad er religiøst inspirerede. Det gælder de følgende begrundelser:
1) "Eutanasi strider imod menneskelivets ukrænkelighed." Her argumenterer Etisk råd for, at livet har en værdi i sig selv, d.v.s. en værdi som ligger ud over den personlige værdi, som livet har for den, der lever det. Livet har en absolut værdi eller som det hedder: "Livets værdi er ikke til forhandling". En sådan holdning er klart religiøst funderet. Det kunne lige så godt have heddet "livet er helligt".
2) "Eutanasi bryder med et tabu: Man må ikke slå ihjel." Her kunne den religiøse inspiration vel ikke være klarere. Det er jo simpelthen det femte bud.
3) "Eutanasi er et forkert svar på lidelsen som menneskeligt grundvilkår." Denne begrundelse er simpelthen noget teologisk nonsens.
Det er altså klart, at en væsentlig del af Etisk råds argumenter er religiøst begrundede, måske en så væsentlig del, at det er dem, der får vægtskålen til at tippe over, så konklusionen bliver, at eutanasi bør være forbudt.
Etisk råds indstilling til spørgsmålet om eutanasi er for mig et glimrende eksempel på, at en etisk debat om, hvordan vi skal indrette vores samfund, kører af sporet, når religiøse synspunkter og argumenter kommer på banen. Efter min mening bør religiøse argumenter ikke have nogen som helst indflydelse på indretningen af det moderne samfund.

Se evt. hjemmesiden for Landsforeningen en værdig død

torsdag, april 07, 2005

Humanioras videnskabelige analfabetisme

Har humaniora vendt videnskaben og dermed også naturalismen ryggen? Det mener Dennis Nørmark, som har skrevet denne kronik med titlen "Humanioras videnskabelige analfabetisme" i Jyllandsposten d. 6. januar.
Hvis det der siges i denne artikel er et retfærdigt billede af forholdene på humaniora, er det en katastrofe. På humaniora studerer man det humane, og så er det selvfølgelig vanvittigt at negligere naturvidenskabelig viden om menneskets biologi. Der er ingen tvivl om, at vores arv, som bl.a. bestemmet hjernens opbygning, er af stor betydning for vores adfærd og egenskaber, og derfor bør viden herom udgøre det basale grundlag for den humanistiske forskning.
Nogle humanister mener, at biologi er irrelevant, fordi den humanistiske måde at forstå mennesket på er af en helt anden karakter end den naturvidenskabelige forståelse. Men det er selvfølgelig noget BS. Mennesker er biologiske væsener og skal selvfølgelig forstås som sådanne.

mandag, april 04, 2005

Præcisionsgenterapi

Et stort problem ved de genterapeutiske metoder, man har forsøgt sig med hidtil er, at at de raske gener, man indfører i syge celler, bliver indsat tilfældige steder i genomet. F. eks. kan et sådant gen blive indsat midt i et fungerende gen, hvis funktion derved ødelægges, e.v.t. med fatale konsekvenser.
Med en ny metode, som er beskrevet i Nature, kan raske gener indsættes præcis der, hvor det syge gen sidder, og kun der. Denne metode er altså et stort spring frem med hensyn til at erstatte syge gener med raske uden at fremkalde uønskede bivirkninger.
Og hvorfor så et indlæg om det her. Mest fordi jeg synes, at det er helt fantastisk. Og så fordi ethvert videnskabeligt fremskridt er med til at understrege, at vores forståelse af den natur, vi er en del af, er helt fantastisk og forfines hver eneste dag. Og det er jo denne forståelse, at den naturalistiske livsindstilling bygger på.

lørdag, april 02, 2005

Religion og død

Så døde Terri Schiavo endelig, den stakkel. Det er ganske vist vanskeligt at vide, om hun led i de sidste par uger, hvor hun lå og sultede og tørstede ihjel, men det er da en rædselsfuld måde at lade et menneske dø på. Hvorfor kunne hun dog ikke få hjælp til at dø, så det kunne foregå hurtigt og smertefrit. På grund af religion selvfølgelig! For den amerikanske religiøse højrefløj er det religiøse dogme, at alt menneskeligt liv er helligt, absolut, hvilket betyder, at abort, stamcelleforskning, selvmord og selvfølgelig aktiv dødshjælp er syndigt.
Læs artiklen "The myth of dying" fra the Guardian, som argumenterer imod religionens indflydelse på, hvordan vi skal dø. Jeg er meget enig - og aktiv dødshjælp er jo for resten heller ikke tilladt i Danmark.

fredag, april 01, 2005

Månen ædes op af bakterier!

KATASTROFE!!!
Månen er tilsyneladende under kraftig erosion og vil måske med tiden forsvinde helt rapporteres det i Nature. Det skulle allerede være konstateret, at lyset fra månen er blevet svagere. Ikke godt nyt for unge elskende. Videnskabsmænd har foreslået, at den kraftige erosion skyldes bakterier, som stammer fra jorden og er blevet efterladt af Apollo-fartøjerne. Disse bakterier kan være muteret p.g.a. den kraftige ultraviolette stråling på månens overflade, så de nu er i stand til at æde klipperne på månen.
Men der er jo ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. For historien er jo et klokkeklart eksempel på, at evolution ved mutationer og naturlig selektion er uhyre effektiv !!!!!!!
Læs historien her.