lørdag, marts 26, 2005

Steve-olution

Intelligent design og creationisme promoveres i USA bl.a. ved hjælp af lister over videnskabsfolk, som tvivler på evolutionsteorien.
Læs her om det såkaldte Steve-projekt, hvor organisationen the National Center for Science Education (NCSE) har lavet en liste over videnskabsfolk ved navn Steve (eller Stephen, Stefan, Stephanie), som støtter evolutionsteorien .
Der er p.t. over 500 Stever på listen.
Til sammenligning kan creationisterne mønstre færre end ti Stever - og ingen af dem er biologer!
Kig evt. også på NCSE's hjemmeside

Social konstruktivisme

Professor David Favrholdt skrev fornylig i weekendavisen et indlæg om social konstruktivisme, d.v.s. den opfattelse, at alt - i den mest rabiate version også naturvidenskabelig viden om verden- er konstruktioner, som opstår gennem sociale interaktioner mellem mennesker. I dette verdensbillede er der åbenbart ingen sandheder og ingen reel fysisk verden, som eksisterer uafhængigt af menneskers tilstedeværelse - der er kun sociale konstruktioner.
Favrholdts artikel er i øvrigt et sammenkog af en mere udførlig artikel, som kan ses her
Favrholdt nævner en række eksempler på socialkonstruktivistiske fortolkninger eller "analyser", som er helt ude i hampen. Der er f.eks. den om, at fastlandet, som vi nu kalder Amerika, slet ikke havde nogen reel eksistens før 1492. Eller den om, at faraoen Ramses II umuligt kunne være død af tuberkulose, fordi tuberkulosebakterien først blev (op)fundet af Robert Koch i 1882. Utroligt langt ude, ikke sandt. Sådan noget vås er der vel ingen , der kan tage alvorligt?
Jo, det er der faktisk. I sidste udgave af Weekendavisen kritiserer to sociologistuderende Favrholdts artikel, og anklager ham for at give Bruno Latour - ham med tuberkulosebakterien - en misvisende behandling. De forsvarer Latours synspunkt, at bakterien ikke havde nogen "faktisk eksistens" før 1882. De anser det åbenbart for indlysende, at bakterien kun eksisterede som en "udifferentieret, vag, grå substans uden klare attributter", før den blev beskrevet af Koch.
Vi har altså fat i den såkaldte cookie-cutter teori, hvor verden opfattes som en formløs dej, der først tager form og får sine egenskaber - kagen skæres ud - gennem en konstruktionsproces, social eller individuel, som foregår i folks hoveder. Og den teori er selvfølgelig noget absurd nonsens. Vi må holde fast i, at verden har en reel, fysisk eksistens, som er uafhængig af om den erkendes af mennesker eller ej. Ellers står verden efter min mening ikke længere - so to speak! Verden eksisterer, og vi opdager verden, som vi jo iøvrigt selv er en del af og er rundet af, gennem observationer og eksperimenter. Det er ikke os der konstruerer verden, det er verden, som har konstrueret os. Så det er fuldkommen rigtigt, når Favrholdt siger: "virkeligheden dikterer os, hvordan vi skal tale om den", selvom de unge mennesker finder dette synspunkt absurd.
Studenterne forsøger sig også med det noget besynderlige argument, at bakterier jo kan udvikle sig over historisk tid, og at det derfor ikke er absurd at mene, at Ramses II kan være blevet offer for en "tuberkulosebaccile-lignende substans", som vel så senere har udviklet sig til den tuberkulosebakterie, vi kender i dag (i 1882?). Er det den udifferentierede, vage, grå substans uden klare attributter, som alligevel har haft lidt tuberkulosebaccile-lignende attributter, i hvert fald nok til at dræbe faraoen?
Konstruktivismen er noget absurd vås, som har været med til at skade naturvidenskabens omdømme og til at gøre det stuerent at være relativist og antirealist. Og desværre marcherer konstruktivismen stadig for fuld kraft - den er den dominerende ideologi indenfor pædagogikken og er bl.a. andet en af inspirationskilderne bag den nye gymnasiereform. Men det kommer jeg nok ind på senere!

onsdag, marts 23, 2005

Religion er menneskeskabt

Religionshistoriker Tim Jensen fra SDU forklarer i programmet Eksistens på P1, at religion er menneskeskabte fortællinger og myter, og han fatter ikke, at religiøse mennesker kan tro, at de "guddommelige størrelser" eksisterer uafhængigt af os mennesker. Han kan ikke fordrage folk, som mener, de har fundet sandheden, og han understreger, at en væsentlig forskel på religion og videnskab er, at videnskaben "konstant er selvkritisk og reflekterer over sit eget forehavende og aldrig nogensinde ville sige, at den er nået frem til den yderste sandhed".
Herligt med en person, som melder så klart ud, især selvfølgelig når man er fuldstændig enig.

Hør interviewet med Tim Jensen her

tirsdag, marts 22, 2005

Hvorfor naturalisme?

Naturvidenskaben er erkendelsesmæssigt en kolossal succes. Den har lært os, at jorden er rund og kredser omkring solen, den har afklaret hvad biologisk liv er og hvordan evolutionsprocessen har fostret mangfoldigheden af levende organismer på jorden, den har gjort det muligt at manipulere med og redesigne liv, og den er godt i gang med den sidste og vel ultimative udfordring, nemlig at forklare hvordan processer i hjernen genererer den menneskelige bevidsthed.
Naturvidenskaben har altså ikke alene fuldstændigt ændret vores materielle livsvilkår men giver os også en enestående og stadig mere nuanceret forståelse af hvem og hvad vi er, og hvor vi kommer fra. Og naturvidenskabens fremmarch er naturligvis sket på bekostning af religiøse og andre overnaturlige forklaringer, som er blevet udryddet eller trængt voldsomt i defensiven. Denne udvikling vil uden tvivl fortsætte, på trods af modstand fra de religiøse og de alternative, og naturvidenskaben er derfor det naturlige udgangspunkt for et moderne, sammenhængende verdensbillede og livssyn, som er helt renset for overnaturlige elementer.

tirsdag, marts 15, 2005

Overnaturlige forklaringer

Overnaturlige forklaringer og forestillinger er pr. definition forklaringer eller forestillinger, som der ikke findes fysiske beviser eller indicier for. Mange tror der findes en gud, men der eksisterer ingen fysiske indicier, som kan understøtte teorien (Turin ligklædet m.m. er fup og fidus). Mange tror på et liv efter døden, men det kan selvfølgelig heller ikke påvises. Mange tror på, at alternativ medicin virker, selvom der ikke kan ses gunstige effekter i kontrollerede videnskabelige forsøg.
En væsentlig anke mod alle slags overnaturlige forklaringer er selvfølgelig, at der jo kunne (op)findes utallige andre overnaturlige forklaringer, hvis rigtighed heller ikke kan påvises, men som kunne være lige så gode. Hvilken af religionerne er f.eks. "den rigtige"? Hvorfor tro på gud men ikke på julemanden osv., osv.
Dette tema behandles udmærket i artiklen på flg. adresse: http://www.skepticreport.com/psychics/canofworms.htm

mandag, marts 14, 2005

Hvad er naturalisme?

Naturalisme er et livs- og menneskesyn, som ikke involverer overnaturlige elementer af nogen slags. Det er et livssyn, som er baseret på den enestående kombination af rationalitet og empiri, som naturvidenskaben repræsenterer. Det er derfor et livssyn, som er baseret på det naturvidenskabelige verdensbillede, et verdensbillede som jo iøvrigt er dynamisk og under stadig udvikling.
Nogle eksempler:

  • Hele den levende verden, herunder også mennesket, er opstået og udviklet gennem naturlige processer (evolution).
  • Mennesket er derfor grundlæggende et biologisk væsen, som er rundet af den natur vore forfædre har (over)levet i, og som i større eller mindre grad er beslægtet med de andre organismer her på jorden.
  • Menneskets bevidsthed er et resultat af neurale processer i hjernen, som selvfølgelig også er udviklet gennem en naturlig evolutionsproces.

Og hvorfor så starte en blog om naturalisme?
Fordi mængden af vås og nonsens i forskellige medier synes at være eksponentielt voksende, og nogen jo må beholde benene på jorden og slå et slag for den sunde fornuft. Religion er i den sidste tid kommet højt op på mediernes dagsorden, og det siges, at flere og flere bliver religiøse. Alternativ behandling og anden hokus pokus synes også at blive mere og mere accepteret, og flere tror på ånder, dæmoner og f.eks. reinkarnation. Relativisme, konstruktivisme og andet postmoderne pladder florerer også.
Så der er nok at tage fat på!!