onsdag, juli 20, 2005

Planet of the Hats

PZ Myers, som er en af mine helte, er i virkeligheden en ALIEN - her fortæller han om, hvorfor han forlod sin hjemplanet og tog ophold på jorden, hvor forholdene er helt anderledes.

lørdag, juli 16, 2005

Kirke og stat

Gode nyheder! Ifølge Kristeligt Dagblad er flere folketingspolitikere villige til at løsne båndene mellem stat og kirke - og hele 29% går ind for en total adskillelse.
Men desværre er det jo ikke godt nok. Der er stadig 71%, der ikke går ind for at kappe båndene helt. Her i det 21. århundrede går 71% af landets fremmeste mænd og kvinder stadig ind for, at vores såkaldte videnssamfund skal subsidiere gammel overtro. Gud ved hvornår vi kan droppe den ballast og komme videre?

Harry Potter fans afvarer mod bibellæsning

Meget aktuelt advarer en gruppe Harry Potter fans mod at børn læser i biblen, fordi det lærer dem at tro på det overnaturlige.

fredag, juli 15, 2005

Bøn hjælper sørme ikke!

Det forlyder, at kirkegængere lever længere og sandelig også har et bedre sexliv. end hedninge som undertegnede. Hvis det er rigtigt, at et positivt livssyn er godt for helbredet - er der mon nogen der har tænkt på, at et godt helbred nok er med til at give et positivt livssyn - skal det første jo nok passe (vi skeptikere er jo generelt temmelig sure og negative). At de hellige skulle have et bedre sexliv tror jeg til gengæld ikke på!

Og det kommer heller ikke som et eksistentielt chock for mig, at en ny undersøgelse viser, at hjertepatienter ikke har gavn af, at der bliver bedt for dem (hverken af kristne, jøder, muslimer eller budhister). Jeg mener, at den slags undersøgelser i den grad er spild af tid og penge. For det første er jeg fuldstændig enig med professor Richard P. Sloan fra Columbia University Medical Center in New York, som i en kommentar til den nævnte undersøgelse siger:

"There's nothing that we know in the universe that could account for how prayer or the healing intention of one group of people could influence the health outcomes of another group at a distance. It's preposterous."

For det andet vil undersøgelsernes negative resultater alligevel ikke overbevise fundamentalisterne. For eksempel siger præsten Raymond J. Lawrence, som er "director of pastoral care at New York Presbyterian Hospital":

"Prayer can be and is helpful. But to think that you can research it is inconceivable to me. Prayer is presumably a way of addressing God, and there's no way to scientifically test God. God is not subject to scientific research."

Dette synspunkt, som jo er udbredt indenfor det alternative, og som jeg i øvrigt også er stødt på hos ellers ganske fornuftige bekendte, nemlig at noget (bøn, alternativ medicin, trykken under fødderne o.s.v.) kan have en positiv effekt på en fysisk sygdom uden at denne effekt kan måles med naturvidenskabelige, fysiske metoder er fuldstændig logisk usammenhængende. Et er at påstå, at der eksisterer overnaturlige fænomener i en alternativ verden, som naturvidenskaben, der jo beskæftiger sig med den fysiske verden, ikke kan undersøge. Det er logisk uangribeligt sålænge de to verdener er fuldstændig adskilte. Men i det øjeblik man forestiller sig, at de overnaturlige fænomener har en eller anden effekt på noget i den fysiske verden, kan denne effekt naturligvis registreres. Det giver ingen mening at tale om en effekt på den fysiske verden, som ikke sætter sig spor, der kan påvises. Desværre accepterer de, der tænker som Raymond J. Lawrence, ikke logikkens spilleregler og kan derfor ikke tales til fornuft!

tirsdag, juli 12, 2005

Terror og religion

Terrorangrebet i London, som sandsynligvis er udført af muslimske fundamentalister, mindede mig om følgende citat, som jeg så for nylig. Det er af fysikeren Steven Weinberg:

"With or without religion, you would have good people doing good things, and evil people doing evil things. But for good people to do evil things, that takes religion."

Jeg er ikke helt enig med Weinberg, for der er selvfølgelig andre ideologier end religionerne, som kan jo få gode mennesker til at gøre onde ting. Og i det aktuelle tilfælde er religion selvfølgelig heller ikke hele forklaringen. Motivet for angrebet er givetvis ikke en teologisk uenighed, men religionen (islam) spiller uden tvivl en væsentlig rolle som identifikationsfaktor og som middel til at hjernevaske de personer, som har udført det, der nu ser ud til at være et selvmordsangreb.

Det kræver en dybt irrationel (læs: fuldstændig rablende vanvittig) tankegang at stige ombord på en bus eller et tog og sprænge sig selv i stumper og stykker med det formål at dræbe eller lemlæste så mange uskyldige mennesker som muligt. Det kan kun være mennesker, som gennem lang tid er blevet trænet i irrationel tankegang via religiøs indoktrinering, der melder sig frivilligt til noget så skingrende sindsygt.