Fri vilje

Cand.mag. i filosofi Morten Ziethen erklærer i Weekendavisen d. 29-4, at:

”Det spørgsmål, der opstår i forlængelse af hjerneforskningen, er derfor, om mennesket er et frit, et villende væsen, der kan føre sit liv? Eller om den menneskelige bevidsthed er følgen af nogle biokemiske og dermed kausale processer i hjernen. Sagt på en anden måde: Er viljen virkelig eller er den blot en naturlig illusion, der dækker over den virkelige virkelighed, nemlig neuronernes kausale liv?”

Og lidt senere:

”…de to forklaringsparadigmer, natur-kausalitet/determinisme og autonomi, er inkommensurable…”

Fri vilje er altså efter Morten Ziethens mening uforenelig med den deterministiske forståelse af bevidstheden, som hjerneforskningen lægger op til. Dette synspunkt er efter min mening højst bizart og baseret på flere misforståelser.
For det første er determinisme og autonomi slet ikke hinandens modsætninger. At sige at en hjerne eller bevidsthed er ikke deterministisk eller indeterministisk er ikke det samme som at sige, at den er autonom eller fri. Det er det samme som at sige, at den er ”probabilistisk”, altså at dens aktiviteter er baseret på tilfældigheder. Og det er vel de færreste der mener, at det at have fri vilje betyder, at man foretager sine valg fuldstændig tilfældigt – sikkert heller ikke Morten Ziethen. Altså er determinisme faktisk en forudsætning for den frie vilje, idet den sikrer, at beslutninger ikke baseres på tilfældigheder.
Nej, modsætningen til autonomi er tvang. Og den eneste holdbare definition af fri vilje er, at man som individ er fri til at GØRE DET MAN VIL. Man har fri vilje, hvis man selv kan træffe sine beslutninger uden udefrakommende tvang.
Problemet med Morten Ziethen er, at han ikke vil acceptere, at dualismen er død. Han forestiller sig tilsyneladende, at hjernen og bevidstheden er to separate størrelser, og at det er bevidstheden, der er chefen, som giver den deterministiske hjerne besked på, hvad den skal foretage sig. Og så er neurobiologernes budskab om, at bevidstheden er et resultat af neuronal aktivitet i hjernen, selvfølgelig et problem, for det betyder jo, at det er hjernen og ikke bevidstheden, som er chefen. Det er altså den (fejlagtige) dualistiske tankegang, der er problemet. Hvis man i stedet tænker på hjerne og bevidsthed som ”to sider af samme sag” (monisme) er der ikke noget problem!
Desværre har Morten Ziethen åbenbart en stærk følelsesmæssig præference for en dualistisk tankegang, for som han skriver:

”Hvis jeg virkelig var overbevist om, at alle mine tanker, følelser, handlinger og så videre – altså alt hvad der hører til det menneskelige bevidsthedsliv – blot var resultatet af nogle biokemiske processer, ville jeg sandsynligvis føle en tung, tung livslede.”

Det er jeg selvfølgelig ked af på Morten Ziethens vegne, for der er ikke nogen tvivl om, at det faktisk er præcis sådan det hænger sammen.