torsdag, juni 09, 2005

Kicking creationist ass

Jeg faldt lige over denne interessante post af Darksyd på Unscrewing The Inscrutable. Den handler om noget af det tætteste man kan komme på et bevis for, at mennesker og chimpanser nedstammer fra en fælles forfader. Sammenlignende analyser af menneske- og chimpanseDNA viser, at de begge indeholder de samme såkaldte "endogene retrovira" (ERV) på præcis de samme steder i genomet. ERV'er er DNA-stumper, der er blevet indsat i vores genom af vira, som engang har inficeret en af vores forfædre. Denne indsættelse af DNA-stumper foregår på fuldstændigt tilfældige steder i genomet.
Det viser sig, at mennesker og chimpanser har SYV sådanne fælles ERV'er, som hver er indsat flere hundrede steder i de to arters genomer, og vel at mærke på PRÆCIS DE SAMME STEDER. Sandsynligheden for at dette kunne ske ved separate virale infektioner af to forskellige forfædre til h.h.v. mennesker og chimpanser er uendelig lille, og den eneste plausible forklaring er derfor, at infektionerne er sket før menneske- og chimpanselinierne skiltes for ca. 6 millioner år siden. QED
Læs flere detaljer og krøller på historien på Darksyds post, som iøvrigt også er godt og underholdende skrevet.